Alternative content

Vejret var gråt og tåget fra morgenstunden og det blev kun værre i dagens løb. Ved middagstid var det næsten mørkt. Om mørket skyldtes de tunge skyer eller forurening kunne vi ikke afgøre. Da vi nærmede os Beijing var alle veje blokerede af store propper af biler. Vi var heldige at blive omdirigeret til den gamle vej. Trods regn og tåge fornemmede vi bjergenes skønhed og pludselig kørte vi gennem Den Store Mur. Fem timer efter at vi passerede Beijings bygrænse var vi endelig ved Tian'anmen pladsen. Det regnede stadig da vi satte Grønne til at lade udenfor et lille hotel i en gammel bydel - 12.000 kilometer fra Københavns Rådhusplads.

Nina

Hele tiden er der noget nyt at se på imens vi kører på den nationale landevej. Så en mark, så en cementfabrik, et bjerg, eller et gigantisk stålværk. Indimellem  ligger små forfaldne landsbyhuse og værksteder. Ingen steder ser vi uberørt natur. Alle vegne  har mennester bygget og gravet. Langs vejen handles store mængder kul som kommer med tog fra Mongoliet. Vi kommer også forbi flere store stålværker. Luften og træerme er grå og vejen nedslidt af de mange tunge lastvogne som kører kul til fabrikkerne. Masser af kulørte flag pryder fabrikkerne, selv kulbunkerne, men det renser ikke luften ret meget.

Ad landevejen ruller vi gennem halvørken med landsbyer og fabrikker.  Landet rejser sig pludselig og vi slynges rundt mellem små bjergtoppe.  Kommer kort efter ned til frodige grøntsagsmarker. Da vi standser for at drikke te, er vi i centrum for handelen med bladselleri. Sellerierne ankommer på traktorer lige fra markerne, og pakkes på lastvogne.  Hver bladselleri bliver lagt på plads og oversprøjtet med vand.  Med omhu og flid sørger kineserne for at grøntsagerne holdes friske. De ser endda ud til at have det sjovt imens. Eller er det os, langnæserne, som de griner af?

Nina

Det vrimler med elektriske cykler og scootere i byerne. Mange kører deres børn i skole på dem. Alle ved at et elektrisk køretøj skal lade op. Folk er så venlige og det altid nemt at få strøm. En enkelt mand var bekymret ved tanken om hvor meget strøm en hel bil skulle bruge. Vores kinesiske guide Serena forklarede så at det er fordi Grønne kun tager en lille smule strøm, at den skal lade så længe. Kineserne er meget interesserede i Grønne. De lider under forureningen i byerne og de er mere end parate til elektriske biler. Lige så snart de kan masseproduceres så prisen falder vil kineserne køre elektrisk - jeg spår at Kina bliver det første store elbil-land.

Nina

Her i den yderste provinsby har vi fået overdådige måltider. Idag bestilte vores guide Serena en hotpot, en suppe som står og koger på bordet. I gryden var kæmperejer,  olie, bladselleri, peanuts, bønner, ingefær, chili, risnudler, hvidløg og koriander. Midt i måltiden blev der fyldt mere suppe på gryden. Nu puttede vi tang, svampe, salat, rukola og tofunudler i. Med vores spisepinde fiskede vi i gryden. Vi blev så mætte at vi om aftenen desværre kun kunne spise nødder og frugtbrød og en bid månekage.

Nina

Klokken otte om morgenen stod vi ved den mongolske grænsestation. Vores guide Serena ventede på os på den kinesiske  side af grænsen. Da alle papirer var ordnede i forvejen tog det ingen tid at komme ind i Kina! Vi fik værelser på et luxushotel i Erenhot og efter frokost tog vi en taxi ud i byen. Der  fandt vi to nye dæk til Grønne. Dernæst fandt vi et lille værksted hvor lydpotten til generatoren blev svejset på igen. På tilbagevejen standsede vi ved en brilleforretning hvor Hjalte fik to par briller, og jeg et par, som blev lavet med det samme. Bagefter gik jeg hen til et vaskeri med vores vasketøj. Vi fik kinesiske kørekort og nummerplader, og mens Hjalte ompakkede bilen så vi får plads til vores guide, ekserserede nogle arbejdere bag hotellet. Om aftenen så vi på torvet de smukke veteranbiler som deltager i  Beijing - Paris Rallyet. Vi ønskede dem God fornøjelse i Mongoliet.

Som verdensomrejsende i elbil deltog vi via vores satellitantenne i åbningen af Greenpark, et grønt plantedækket parkeringshus i Rotterdam. Helt renvaskede og iført vores bedste Hummeltøj sad vi i bilen og ønskede tillykke med det gode grønne initiativ. Vi hørte Christian Stadil og prinsesse Alexandra tale. Og da de i Holland inviterede gæsterne på champagne på scenen, havde vi også  en flaske champagne parat. Grønne fik lov at få strøm fra vores hotelværelse indtil elstikket smeltede og vi tog ledningen fra. Det var vores sidste nat i Zamin-Uud.
 

Som verdensomrejsende i elbil deltog vi via vores satellitantenne i åbningen af Greenpark, et grønt plantedækket parkeringshus i Rotterdam. Helt renvaskede og iført vores bedste Hummeltøj sad vi i bilen og ønskede tillykke med det gode grønne initiativ. Vi hørte Christian Stadil og prinsesse Alexandra tale. Og da de i Holland inviterede gæsterne på champagne på scenen, havde vi også  en flaske champagne parat. Grønne fik lov at få strøm fra vores hotelværelse indtil elstikket smeltede og vi tog ledningen fra. Det var vores sidste nat i Zamin-Uud.

Vi spiste kold ged til morgenmad. Den gamle kone i ger\en havde været oppe før solopgang for at lave blodpølse. Derefter malkede hun hurtigt 50 geder før hun iklædte sig sit bedste bytøj. På vejen standsede vi for at fotografere os selv ved den sidste ovo, den traditionelle stenbunke, hvor man beder om held på rejsen. Hjalte og jeg gik tre gange rundt om den, og en halv time senere nåede vi til grænsebyen Zamin Uud. Efter et sidste måltid med Mugdi, fik han en ged i drikkepenge, inden han begyndte tilbageturen til Ulan Bator.  Claus og Karen- Elise fik billetter til toget til Beijing, til en pris af fire geder. Hjalte og jeg lykønskede hinanden med at vi havde krydset Gobi-ørkenen i elektrisk bil, og nu var nået til Kinas grænse.

Nina

 

Om eftermiddagen blev Morten og Nina blev sendt forud i følgebilen for at komme over grænsen til Kina, de skulle nå et fly i Beijing.

Det var Hjaltes fødselsdag, så da følgebilen med Mogdi kom tilbage forklarede vi ham at  vi gerne ville opleve et traditionelt mongolsk måltid.  Tilfældigvis lå der to geer lige i nærheden. En smilende gammel kone tog imod. Hvem skulle lave maden? Mig sagde Mogdi! Vi kørte ud og hentede en ged som var en fødselsdagsgave fra Claus og Karen-Elise. Den blev slagtet og parteret inde i det mongolske filttelt uden at en eneste dråbe blod kom ud på gulvet. Kødet blev lagt i lag med grødende sten. 50 minutter senere spiste vi geden og fik en drik af gede-valle vodka til. Skål og tillykke med dagen, Hjalte!

Nina