16-9. Ni HAO BEIJING!
Vejret var gråt og tåget fra morgenstunden og det blev kun værre i dagens løb. Ved middagstid var det næsten mørkt. Om mørket skyldtes de tunge skyer eller forurening kunne vi ikke afgøre. Da vi nærmede os Beijing var alle veje blokerede af store propper af biler. Vi var heldige at blive omdirigeret til den gamle vej. Trods regn og tåge fornemmede vi bjergenes skønhed og pludselig kørte vi gennem Den Store Mur. Fem timer efter at vi passerede Beijings bygrænse var vi endelig ved Tian'anmen pladsen. Det regnede stadig da vi satte Grønne til at lade udenfor et lille hotel i en gammel bydel - 12.000 kilometer fra Københavns Rådhusplads.
Nina
Indsend kommentar