Alternative content

Blå himmel og strålende solskin, sommeren er kommet tilbage til Irkutsk.

Claus og Karen Elise ankom ned fly og  vi gik sammen ned til kirkerne og promenaden ved floden, hvor folk hyggede sig på alle måder. Der mødtes  vi med Anton og Martha, som havde været  på besøg hos nogle jernbanearbejdere ved Baikalsøen. Senere sad vi  alle seks på restauranten på hjørnet af Lenin-gaden hvor vi fejrede gensynet. En sød servitrice, iklædt en slags tysk folkedragt, serverede russisk champagne for os - og så var den dag gået.

Pakken med reservedele får vi nok tidligst på mandag. Hvad gør vi? Det historiske Museum redder dagen. Her ser vi hvordan de oprindelige folk, især  burjatterne og jakuterne har levet og klædt sig. På første sal er en udstilling af russernes indtog med revolution  og våben. Gamle uniformer faner og fotografier. Også en rekonstruktion af et fornemt russisk hjem,  støvet og uvirkeligt.

Det blev sommer igen, efter et par dage med regn og isnende kulde. Vi satte os ved udflugtsbådens anløbssted for at drikke kaffe. Vores måltider køber vi ind til i et lille supermarked. Så sidder vi i Svetlanas køkken og spiser brød med ost og pølse. Imens sætter vi satellittelefonen op i vinduet og får sendt dagen blog hjem med billeder. Vi snakker vores voksne børn, med Søren i Danmark og med DHL. Vi modtager mails og kan  spore den pakke Grønne venter på. Den  er nu hos Moskvas toldvæsen.

Vi havde ikke klaret turens strabadser uden vores mobile satellit- telefon, og ikke mindst air-time fra Inmarsat. Alle ord og alle fotos  har været  ude i rummet til Inmarsat inden de landede på denne hjemmeside. Facinerende!

Grønne står og sover på sin parkeringsplads, imens vi venter på en reservedel som gerne skulle komme i næste uge. Irkutsk er en sympatisk by, ikke større end at vi kan nå alt til fods her i centrum hvor vi bor. I en taxi kørte vi gennem forstæderne til DHL for at forberede modtagelsen af pakken til Grønne. Hjemturen tog vi i en gammel sporvogn. Uopslidelig eltransport! Hjalte nåede at blive klippet inden vi vandrede ned til den store Angara flod, og videre mellem kirker og  gamle huse med butikker og restauranter. På hjemvejen kom  vi gennem Karl Marks (sic) gaden, en allé med gamle træer, og nye smarte forretninger med neonlys og reklameskilte. Da vi var blevet sultne og trætte i benene gik vi ind i et nyåbnet cafeteria, med solide træmøbler i mongolsk stil. Den by vi besøgte for 22 år siden kan vi ikke finde.

Nina

24 timer efter sammenbruddet fik Misha gearkassen på plads. Vi klappede i hænderne da lastvognen startede igen.  Regnen styrtede ned det meste af vejen til Krasnodarsk. Der skiftede vi til friske hestekræfter  og chaufføren Valodja. Han kom med en  lidt højer og stærkere lastvogn for at  køre os og Grønne over det vanskeligste  stykke af  vejen til Irkutsk.  Vandpytterne blev til søer, grydehullerne større og større, mudderet dybere og dybere, vejen blev næsten ufremkommelig.

Valodja kørte hele natten og hele den følgende dag. Noget fortumlede ankom vi til Irkutsk lige inden midnat, Grønne blev parkeret. De første to backpacker-hoteller var optaget, og det dyre hotel var for dyrt. Vi traskede til fods gennem regnen i de ensomme nattetomme gade. Der var  noget poetisk over det, næsten som i franske film. At tænde vores eget videokamera kom vi desværre ikke i tanke om. Til sidst fik vi et værelse hos en dame på  Leningaden, helt perfekt!  

Nina

Et øde sted på landevejen bryder Fejebladet  der transporterer os og Grønner sammen. Gearkassen er revnet. Det er som forhekset,  vi er strandet mellem kæmpemyg og skyer af knot. Der er ikke andet at gøre end at holde modet oppe og  forsøge at hekse imod  af alle kræfter. Misha  blaffer til nærmeste by 50 km borte og henter et nyt gearkassehus. Så tager han kardantrækket af og skiller gearkassen ad.  Hjalte ryster på hovedet. Det her kommer til at tage tid. Timerne går.  Da mørket falder rejser vi  vores telt  mellem  mandshøje giftige og stikkende planter: bjørneklo, skarntyde, venusvogn, brændenælder og  tidsler.  Vi skændes over en halv teltstang som var blevet væk. Jeg bliver stukket tre gange  på låret af en ond hveps, imens det begynder t at regne. Nina

Da jeg forstod at der var mere end tohundrede kilometer vanskelig passabel hullet grusvej, og udsigt til regn, sagde jeg stop. Jeg nægtede simpelthen at starte. Min batterikasse sidder meget lavt. Jeg er som en reje med rogn, jeg må virkelig passe på de batterier jeg bærer under bugen. Hjalte snakkede noget om at man kunne forhøje bilens fjedre, men det er vist fremtidsmusik. Nu lukker jeg øjnene og  vinduerne og åbner dem ikke igen før Irkutsk
Hilsen fra Grønne

Grønne  og vi er ude på en test af de helt store. Ingen elbil i hele verden har været ude for  tilsvarende prøvelser. Når svaghederne bliver afsløret og forbedret, vil elbilen fra A future med garanti være verdens bedste. Foreløbig har det været ganske små ting som har drillet - en smeltet diode, et relæ der ikke vil åbne for strømmen...
For ikke at spilde tid med at vente på  reservedele, fik vi sat Grønne på et fejeblad med retning mod Irkutsk. Når vi kommer frem skulle reservedelene også gerne være på trapperne.

Grønne er parkeret udenfor Hotel Mayak . Imens  Hjalte ringer, mailer og skyper  for at finde ud af hvordan vi kommer videre, falder regnbygerne tæt  over Omsk. Anton og Marthe har sovet i Grønne.  I nat tager de toget til Irkutsk.  Hjalte og jeg vil i morgen tidlig  sætte flere hjul under Grønne for   at  begynde turen  til Irkutsk, hvor en vigtig reservedel bliver sendt til. Det er også i Irkutsk at vi  senere skal møde Claus og Karen Elise. Alt i alt  regner vi med at kunne holde vores tidsplan.
Nina

Anton og Martha købte  med ungdommeligt gå-på-mod togbilletter til Irkutsk ved Baikalsøen. De tager af sted i overmorgen.Nina og jeg besøgte en sjov cafe dekoreret med kitch fra  kommunisttiden. Imens vred vi  hjernerne for at finde den hurtigste og bedste måde at komme videre på. Det er muligt at der kan sendes en pakke med en ny inverter til Grønne, så vi kan køre  først i næste uge.

Hjalte