Alternative content

Det var lørdag og i byen Deming kunne vi ikke finde et åbent værksted med strøm. På byens RV-park var bestyreren gået. Vi koblede alligevel Grønne til en ladestander og gik på mexicansk restaurant. Senere købte vi  kager og kaffe i en stille og hyggelig kristen boghandel. Da vi 3 timer senere vendte tilbage til Grønne var den næsten fuldt opladet og bestyreren, en lille rund kvinde, ville ikke have nogle penge. Vi fortsatte videre ind i New Mexico. Vores mål var byen Thruth or Consequence, som er berønt for sine varme kilder. Men den kilde vi havde sigtet på var optaget. Vi kørte rundt i byen uden at finde elstik til Grønne. Tilsidst indlogerede vi os på Charles hot springs and spa - et hotel med store badekar. Hjalte og jeg hentede lækre italienske pizzaer. Til sidst kørte vi op til byens RV park. Klokken nærmede  sig midnat og kontoret var lukket. Vi for rundt med multimeteret indtil vi fandt en ledig ladestander med 220 volt mellem de store Recreational Vehicles.

Med kun 62 % opladning om morgenen har vi en dag med en lang frokost-ladepause foran os hvis vi skal gøre os håb om at komme bare 200 km fremad. Vejret er klaret op, og luften er renere efter at Ida med et velrettet spark sendte vores gamle utætte primus til helvede hvor den hører hjemme. Et akacietræ havde i nattens løb dryppet harpiks ud over bilen men Hjalte fik det renset af. I Willcox spiste vi i en restaurant indrettet i en togvogn imens  Grønne fik strøm fra et bilværksted. Nede ved jernbanen i Arizonas ældste fungerende butik med cowboyudstyr købte Ida en smart foret kedeldragt, og jeg købte et par Wrangler syet med guldtråde. Vi kom til Lordsburg i New Mexico, men ingen hoteller ville eller kunne give os  strøm. Vi fandt en KOA-campingplads og betalte for en hytte og en RV plads til Grønne. Det var første gang de havde besøg af en elbil.

I Tucson er Bookman en stor boghandel som har lavet ladestik for elbiler. Elkøretøjerne fra Zero-Race, som vi mødte i Shanghai, havde også været forbi og lade der. Vi ladede indtil klokken 16. Boghandelen var interessant, og der var internetforbindelse, men det var ærgerligt at sidde der og ikke kunne køre. På cafeen overfor grinede de af vores landlige fremtoning. Vejret var blevet koldere og det regnede da vi omsider kørte videre til Benson. Der var mange moteller, men vi valgte at leje en hytte på en lejrplads for at få strøm. For sent opdagede vi  at der kun var 110 volt strøm på pladsen. Nødløsningen blev at lade med generator indtil kl 22, derefter 110 volt  og fra kl 8-10 om morgenen igen generator. Resultatat blev kun  sølle 62 % opladning. 

Nina

Vi var ude af teltene og så solen stå op som i et flammehav over Phoenix. Grønne rullede ned af bjerget med de store saguarokaktus. Vi fortsatte raskt fremad mellem de mange store lastvogne på motorvejene. I et indianerreservat standsede vi for at spise. Det eneste man kunne købe i byens eneste butik var sprut, chips, slik  og softdrinks. På gadehjørnet sad der heldigvis to store indianerkoner og solgte tortillas med bønner og salat. Vi holdt en tre timers spise- og ladepause i ørkenen, nok til at nå op til den miljørigtige Milagro kollektivbebyggelse udenfor Tucson. Kun for at opdage at der ingen lademuligheder var! Jerry Asher, som havde inviteret os, lånte os et værelse hvor vi kunne overnatte. Jerry er en stor elbil-enthusiast og har kørt hele USA rundt i en ombygget Toyota Prius.

Omsider kom dagen hvor jeg, Grønne, kunne starte fuldt opladet. Nina, Hjalte Ida og lille Elliot ville også være med på noderne, så jeg  kørte dem hen til en truckercafe hvor de spiste morgenmad.  Imens det sner længere østpå, er der op til 27 grader celcius her i Arizona. Mine passagerer lå i en varm kilde i en hel time midt på dagen. Imens blev jeg fodret med lidt 120 volt strøm. I frokostpausen blev jeg sat til lat lade fra et stik til en juletræskæde foran Alice's Restaurant (den originale). Bagefter  kunne jeg så kravle op ad bjerget til en naturpark udenfor  Phoenix. Det var blevet helt mørkt, og jeg var ærlig talt ved at løbe ud for strøm. Lykkeligvis fandt vi en plads ved siden af  nogle kæmpekaktusser hvor der var et ordentligt stik med stærk strøm. Sådan endte min hidtil bedste strømdag i USA.

Hilsen fra Grønne

På Sam's Family Spa i Palm Springs nød vi bassinerne med det varme vand hele formiddagen. Vejen ud i ørkenen gik ned og ned, så Grønne rullede faretruende hurtigt og kom langt på sin strøm. Det var mørkt da vi kørte over Coloradofloden og kom ind i Arizona. Da den ikke kunne mere slog vi os ned på en RV-park mellem to stærkt befærdede veje. Her boede kun snowbirds, pensionister der flytter fra kulde til det gode vejr her sydpå om vinteren. Strømmen til Grønne var stærk og god, og der var også et stort fælleshus med køkken hvor vi varmede lidt dåsemad. Gruspladsen hvor vi skulle slå teltene op var hård som beton. Det var ikke nuligt at slå pløkkene ned, så Hjaltes og mit telt måtte bindes fast mellem bilen, ladestanderen og vandposten. Idas kuppeltelstod bare.

Nina

Da vi vågnede på Pear Blossum Inn, havde Grønne næsten ingenting ladet, skønt den havde været sat til hele natten.

110 volt batter ingenting, så vi skyndte os at sætte generatoren til og nød et langsomt morgenmåltid på en bænk foran værelset.

Stedet var smukt med palmer og udsigt til bjergene. Det er ubegribeligt så svært det er at finde et ordentligt strømstik med 220

volt i et land der har et megastort forbrug af el. Overalt er der aircondition, sodavandsautomater, vaskemaskiner, tørretumblere,

neonreklamer ismaskiner osv. Men hvoran vi får vi adgang til strømmen? Det er som om den er låset inde eller fortyndet.

Efter en spise- og ladepause på tre timer kørte vi videre ad motorvejen gennem Los Angeles. Et ocean af blinkende lys.

Til alt held gik vejen på lange strækninger nedad. Vi måtte alligevel holde en ekstra ladepause på en time, nåede så frem

kl 22.30 til Sam’s Family Spa i Desert Hot Springs en varm kilde i ørkenen - med god strømtilslutning.

Mike og Debby havde om eftermiddagen arrangeret et møde med de lokale elbilvenner. Det var entusiaster der lavede hjemmebyggede elbiler. Mødet var i den lokale flyveklub, med hangar og værksted. Vi viste billeder fra turen og Debbie havde skaffet frokost. Vinden blæser altid fra ørkenen op over bjergene ved Tehachapi. Her begyndte USAs vindmølle-forskning og her ligger General Electric’s vindmøllefabrik hvor Mike arbejder.  De aktive folk i Tehachapi har gennem de sidste ti år fået rejst en skov af vindmøller, og de var i gang med at rejse flere. Vi sagde først farvel sent på eftermiddagen. Da vi havde startet sent kom vi ikke langt og fandt et motel i Pear Blossum lige nord for Los Angeles. Det krævede nogen overtalelse af værten før Hjalte fik lov til at bluge et elstik fra deres vaskerum, og så kunne gå til ro. At det er svært at komme fremad skyldes ikke elbilen, den kører som den skal. Miseren skyldes manglen på ladestandere. 

Nina.

Strømmen var blevet afbrudt inden Grønne var ladet helt op, så vi gav os god til og pakkede langsomt i den solbeskinnede motelgård. Tilsidst kørte vi af sted med 78% strøm. Vejen gik lige ud i ørkenen, som snart viste sig at være et oliefelt med brønde og pumper. Senere kom uendelige kunstvandede vinmarker, som på denne årstid stod bladløse og grå. Med udsigt til bjergkørsel kørte vi med kun 60 km i timen for at spare på strømmen. Så kom bjergene, Grønne sneglede sig opad og vi var spændte på om vi kunne nå helt op til nogle elbilvenner i Tehachapi i 1000 meter over dalen. Det gik uden problemer og Mike og Debbie tog imod os med åbne arme. De var imponerede over at vi havde kørt helt fra Taft uden at løbe ud for strøm. Mike og Hjalte gik straks igang med at skaffe et strømstik, så den udmattede Grønne kunne få lidt frisk 220 volt strøm fra Mikes garage, hvor hans hjemmekonstruerede VW elbil stod mellem tusind andre projekter.

Jeg fik tid til at skrive lidt på bloggen og Ida badede med Elliot i den varme kilde. Imens satte Hjalte vores egen generator til for at få lidt mere strøm på Grønne. Vi mangler stadig at lære hvor den gode strøm er, og huske at spørge efter strømstyrken inden vi camperer. Men når batterierne er nede på 0% er der ikke længere noget at vælge imellem. Det er dagens dilemma: Skal vi blive her en nat mere eller skal vi få endnu en dag med kun godt 100 kørte kilometer? Vi kørte videre gennem smukke øde og kolde landskaber, og nåede frem til den den eneste cafe i McKittrick, en flække med 100 indbyggere midt i et af Californinens store oliefelter. Det viste sig at være en berømt cafe fordi ejerne Mike & Annies havde beklædt alt indvendigt med kobbermønter: gulv, lofter, vægge og inventar. Folk var rørende venlige og fandt strøm til os, så vi kunne lade med god strøm i tre timer mens vi fik en stor amerikansk middag. Mætte kørte vi videre til Taft hvor vi fandt et billigt motel. Nina