14-8. JEG VIL IKKE!

Da jeg forstod at der var mere end tohundrede kilometer vanskelig passabel hullet grusvej, og udsigt til regn, sagde jeg stop. Jeg nægtede simpelthen at starte. Min batterikasse sidder meget lavt. Jeg er som en reje med rogn, jeg må virkelig passe på de batterier jeg bærer under bugen. Hjalte snakkede noget om at man kunne forhøje bilens fjedre, men det er vist fremtidsmusik. Nu lukker jeg øjnene og  vinduerne og åbner dem ikke igen før Irkutsk
Hilsen fra Grønne