2-7. Jorden rundt er en meget lang vej
Hvis batterierne kun holder godt og vel 125 km pr opladning. Ikke at det er umuligt, men alligevel...
Heldigvis sidder strømstikkene næsten lige så tæt som myggestikkene her i Sverige. Dagen startede med at bilen ikke var opladet, fordi strømmen havde været for svag og ustabil på campingpladsen. Mellem klokken 11 og 15 ladede vi derfor op ved det store varmekraftværk i Jönköping, som havde nogle kraftige strømstik. Bag ved kraftværket lå en lille uforstyrret skov, som vi meget passende navngav el-skoven.
Længere sydpå forlod vi motorvejen, fordi den var så lige og ensformig at det næsten var umuligt at holde sig vågen.
Den dejlige svenske midsommer bød os velkommen på de små veje, med røde træhuse, og masser af sving og bakker. Vi kørte med 60 km i timen og trillede gennem svingene. Dækkene fra Continental, bliver jo ikke slidt på den måde, de skal stå deres prøve når vi får lidt mere fart på.
Med endnu en ladepause ved en vaskehal for lastbiler, kom vi frem Ôrkeljunga netop som bilens batterier nåede ned på nul %. Se det kalder jeg en sportspræstation: 257 km på 14 timer - en herlig dag! “At vove er at miste fodfæstet for en stund. Ikke at vove er at miste livet.”
Søren Kierkegaard.
Indsend kommentar