Nina's blog

3-12 GRØNNE KØRER NU I USA!

Så kom dagen hvor vi fik Grønne ud fra toldvæsenets lager! Den lignede helt sig selv, helt uskadt og stadig med lidt kinesisk kulstøv på. Der var stadig 27% strøm på lithium-batterierne, kun det lille blybatteri var fladt. Den trofaste elbil startede med det samme den fik et friskt blybatteri sat til. Og så kørte den ellers så godt som den dag vi kørte den ind i en container i havnen i Shanghai. Det var ikke til at mærke at den havde været fem uger undervejs. Vi kørte Grønne og den klodsede RV direkte tilbage vores plads i Trailer Haven hvor bilerne holder parkeret mellem et træ og en palme. Der satte vi straks Grønne til opladning med amerikansk 110 volt strøm. Den tog pænt imod, og summede veltilfreds natten igennem.

30-11. VILD MED SAN FRANCISCO

 

Hver dag har vi gjort det ene eller det andet for at få Grønne ud af havnen: Hjalte har ringet faxet og mailet, og vi har betalt et stort beløb for den tid bilen har stået og ventet på os, den bor vist på luxushotel. Vi håber at få den ud i morgen eller i overmorgen.  Efter fire dage er jeg blevet forelsket i San Francisco. I de lave huse, de stejle gader, træerne, de mange små butikker med specielle varer, hippiekulturen,  og ikke mindst det gode vejr og de romantiske  omgivelser rundt om San Francisco  Bay. Endnu er her blade på træerne og bouganvileaerne som slynger sig op ad husene blomstrer. Det er blevet dyrt at leve i USA, men San Francisco er stadig en skøn by.

26 -11. GRØNNE ER KOMMET VEL OVER STILLEHAVET

 

Vores første nat i USA tilbragte vi på Downtown Hostel San Francisco og det var et udmærket hostel. Vi har hjemmefra lejet en RV, en stor bil til at bo i, imens vi venter på den Grønne Elbil. Med hjælp fra Wolfgang, en ven som har en motorcykelforretning, fik Hjalte kontakt med havnen. Det var en stor overraskelse at få at vide at Grønne var ankommet for en 10 dage siden. Men nu er det fredag og vi kan tidligst få Grønne ud fra havnen i næste uge.  Så vi hentede det rullende hus og flyttede ind med vores tasker, computere, bøger og bleer mm. Nu er der ikke andet at gøre end at nyde opholdet. Vi  kørte nordpå til Samuel Taylor State Park og sov med regn piskende på bliktaget under kæmpetræer.

8-11 FROSTEN BIDER

Vinteren er kommet tidligt i år. I haven er der is på guldfiskedammen, og der er frost på de sidste blade som blæser ned fra træerne. Inde i huset har vi travlt ved computerne. Vi kontakter elbilvenner i USA og skriver artikler til blade og sponsorer. Både Hjalte og jeg har været i USA før, men aldrig om vinteren. Det bliver spændende at se hvordan Grønne klarer sig på det vinterkolde amerikanske fastland.

Nina

1-7 NU KØRER VI BAGLÆNS

Bilen lader kun op til 57% , og kan derfor kun køre omkring 120 km. på en opladning. Det er for lidt, så vi har besluttet straks at køre tilbage til Saxkøbing, hvor Søren vil justere batterierne. Samtidig kan vi hente den blå bil, og den satelit-antenne med som vi glemte.
Denne ekstrasløjfe på ruten vil koste os en uge, som vi optimistisk regner med at vi sagtens kan indhente når batterier er justerede.

11-02 FOREDRAG OG ELBIL-ARRANGEMENTER

   Efter midten af maj måned vil vi køre rundt i Danmark for at holde foredrag og lave elbilarrangementer. Der har allerede været flere forespørgsler. Så hvis du er interesseret i at lave et arrangement eller et foredrag i 2011-12 så send en mail til nina@moto-mundo.com  De som komme først kan reservere de bedste dage.  Nina og Hjalte

Udgiv indhold