8 - 12. MEXICANSK VELSMAG OG GAMLE STIK
Frokostpause i King City, hvor vi fandt et værksted hvor Grønne kunne lade op imens vi gik på mexicansk restaurant. Vi havde også tid til at se på cowboystøvler, bukser, bælter og hatte. Havde vi haft penge til det, var vi kommet til at se sjove ud. Vi nøjedes med at købe et par overalls til Elliot i en genbrugsbutik som havde udsalg. Ida elsker varme kilder og ledte os frem til en kilde udenfor Paso Robles. Det var mørkt da vi ankom, det varme vand dampede, over nogle udtrådte sofaer strømmede syrerocken og en usandsynlig fed mand tog imod os. Vandet var vidunderligt og en sauna i et skur var rigtig varm. Alt andet lignede en losseplads. Vi kunne rejse teltene som vi ville og fik et stik til Grønne, hvis batterier var helt nede på 0% ved ankomsten. Strømmen ved den forfaldne kilde var desværre så svagelig at den passede til en lyskæde, og Grønne ladede kun 20 procent på en hel nat. Nina
Post new comment